Amy Edmondson har et glimrende eksempel på et af de mindre synlige aspekter, der alligevel er af vital betydning. Bogstaveligt talt, faktisk.
Eksemplet nedenfor er en simplificering af Edmondsons egen præsentation, der tager afsæt i data fra hendes studier indenfor hospitalsverden.
Forestil dig, du er kritisk syg men fik valget mellem 3 forskellige hospitaler, der kunne redde dit liv. Til at hjælpe dig med at træffe det rette valg får du en oversigt over antallet af indmeldte fejl.
- Hospital A har 7 rapporterede fejl
- Hospital B har 2 rapporterede fejl
- Hospital C har 24 rapporterede fejl
Hvis dit liv stod på spil, hvilket hospital ville du vælge?
Logikken siger, selvfølgelig, Hospital B. Det ligner, at de har styr på sagerne. Modsat, på Hospital C sejler det jo fuldstændig.
Eller gør det?
Virkeligheden, som du måske har gættet, er faktisk det diametralt modsatte. Oversigten siger nemlig meget lidt om sikkerheden på de forskellige hospitaler — til gengæld siger den rigtig meget om, hvor villige medarbejdere er til at rapportere fejl og udfordringer på arbejdspladsen.
Forklaringen bliver mere tydelig, hvis vi omformulerer spørgsmålet en smule.
Hvis dit liv stod på spil, ville du så vælge det hospital, hvor flest eller færrest fejl bliver rapporteret?
På Hospital C bliver der rapporteret langt flere fejl end på de andre hospitaler. Det tyder på en arbejds- og ledelseskultur med høj psykologisk tryghed, hvor der er plads til at påpege fejl og områder, der måske kan forbedres.
Resultatet er langt flere muligheder for at udbedre de fejl, rette op på skæve processer, bedre samarbejde mellem kolleger og i sidste ende bedre behandling af patienter.
Du tænker måske, det selvfølgelig ikke er i alle brancher, at psykologisk tryghed så direkte handler om liv og død. Og du har ret, til en vis grad.
Ignorerer organisationen den psykologiske tryghed og det psykosociale arbejdsmiljø, risikerer man i bedste tilfælde stilstand i organisationen — i værste tilfælde en langsom død.